Hey!
Dette er 4. blogindlæg i serien. Vil du læse de tidligere indlæg så kig på LS Fysioterapi & Træning’s website.
Er du kommet i gang med din træning? Eller din kostomlægning? Hvis du ikke er i gang endnu skal du ikke have dårlig samvittighed, det er svært at komme i gang.
I mit forløb er jeg nået til at være ude af den personlige træning ved LS Fysioterapi & Træning, og har besluttet at træne videre på eget initiativ.
Da jeg afsluttede mit forløb ved LS Fysioterapi & Træning, havde jeg en god samtale om hvordan forløbet havde gået og i hvor stor grad det havde levet op til mine forventninger. Samtidig blev der taget ”efter”-billeder så jeg havde lidt at sammenligne med ift. til opstarten. Slutteligt blev der lagt et program som jeg kunne arbejde videre med, selvstændigt.
Jeg var spændt på at holde kadencen selv, men det var faktisk overkommeligt at holde ved ’rytmen’ med træning når jeg allerede var vant til at få træningerne til at passe med alle mulige andre planer i hverdagen. Faktisk var det nu lidt mere fleksibelt når jeg ikke skulle ramme en aftalt tid med en træner, men kunne træne lige når det passede mig.
Mit ugentlige træningsprogram er:
-Selvstændig styrketræning ved LS Fysioterapi & Træning, 3 gange om ugen
-Løb 3 gange om ugen (Én gang i Tørring Løber, og et par gange enten alene eller med en løbe-makker)
-1 hviledag
…vent, vent, vent! Jeg ved det godt, at dyrke motion 6 gange om ugen lyder skørt og uoverkommeligt. Og det er jo absolut heller ikke et krav. Men rytmen passer godt i min hverdag, ikke mindst fordi jeg har store (selvkørende) børn og en støttende hustru.
Men mindre træning kan absolut gøre det, det vigtigste er at finde et niveau der er overkommeligt, så du ikke kører træt i det. Det er SÅ fint at du bare kommer afsted på en lille tur, måske endda bare en gå-tur, end at du slet ikke kommer afsted.
Fra 1. blog-indlæg: Man bør ALTID huske: "Det er dem der kommer afsted der er de seje - ingen har ændret på noget med gode intentioner”.
Jeg forstår stadig ikke helt at jeg er kommet til et sted hvor jeg gerne vil ned og træne eller ud at løbe. Altså at det er blevet til lysten der driver værket. Ja ja, jeg ved det lyder helligt og ’frelst’, men det er nu sådan jeg har det i øjeblikket J.